P Piller

Hvornår må man tage p-piller efter graviditet?

Det frarådes, at du tager p-piller de første 3 uger, efter at du har født, fordi der er en markant øget risiko for blodpropper i denne periode. Hvornår du må tage p-piller efter graviditeten afhænger af, om du ammer. Der er nemlig en risiko for, at p-piller nedsætter produktionen og forringer kvaliteten af modermælken.

Hvornår du kan komme i gang med p-pillerne, efter du har født, afhænger af flere ting. Hvis du ammer, må du tidligst starter 6 uger efter fødslen. Ammer du ikke, skal du tage hensyn til en øget risiko for blodpropper de første 3 uger efter fødslen.

Risiko for blodpropper

De første 3 uger efter fødslen, har kvinder en øget risiko for blodpropper. For ikke at øge risikoen yderligere, fraråder man alle kvinder at starte med p-piller de første 3 uger efter fødslen.

Hvis man har særlig risiko for blodpropper, er det bedst at vente med at starte på p-piller indtil 6 uger efter fødslen.

Man har særlig risiko for blodpropper, hvis man

  • er over 35 år
  • ryger
  • er overvægtig
  • har en arvelig tendens til blodpropper
  • har blødt mere end normalt ved fødslen
  • har født ved kejsersnit ved aktuelle fødsel

Hvis du har født og ammer

Forskning har vist, at p-piller kan nedsætte produktionen og forringe kvaliteten af kvinders modermælk. Det har dog ikke vist sig at have betydning for babyens vækst og udvikling. Det er alligevel vigtigt, at man først begynder at tage p-pillerne, når amningen er kommet op og køre. Det er meget forskelligt fra kvinde til kvinde, hvornår amningen er veletableret. De fleste kvinder har fået en god rutine i amningen i løbet af de første 6 uger efter fødslen. Derfor anbefales det, at kvinder, der ammer, venter med at tage p-piller til 6 uger efter fødslen.

Minipiller som prævention, når du ammer

Minipiller påvirker ikke modermælken. Derfor anbefaler mange læger minipiller til kvinder, der ammer. Man kan tidligst begynde med minipillerne 3 dage efter, man har født. Ellers er der risiko for, at den første modermælk ikke løber til brystet.

Minipiller øger ikke risikoen for blodpropper – heller ikke i perioden efter fødslen.

Læs mere om, hvad forskellen på p-piller og minipiller er

Hvis du ikke ammer

Når du ikke ammer, kommer din første ægløsning, der bestemmer hvornår du kan blive gravid, oftest 30-40 dage efter fødslen. Det er dog meget forskelligt fra kvinde til kvinde. Hos nogle kan ægløsningen komme så hurtigt som 25 dage efter fødslen.

Efter 3 uger kan du starte med at tage p-piller, hvis du ikke ammer og ikke har en forhøjet risiko for blodpropper.

Begynder du på p-piller 3 uger efter fødslen, er du beskyttet mod graviditet fra første dag. Begynder du senere end 4 uger efter fødslen, er du beskyttet efter 7 dage.

Mest læste

Blærebetændelse
Hvorfor får man blærebetændelse af samleje?
Minipiller
Minipiller og uren hud
Minipiller
Hvis du har glemt 3 eller flere traditionelle minipiller
Blærebetændelse
Behandling af blærebetændelse
Minipiller
Hvis du har glemt 3 eller flere moderne minipiller

Få p-piller på abonnement

Se hvordan du kan få digital receptfornyelse gennem Practio og dine p-piller eller minipiller leveret hjem til dig

Læs mere