P Piller

Pletblødninger og gennembrudsblødninger på p-piller

Pletblødninger er små, uskadelige blødninger, som er mindre end en menstruationsblødning. Det er meget almindeligt at have pletblødninger de første par måneder på p-piller. Du kan også få pletblødninger, hvis du har glemt at tage din p-pille. Gennembrudsblødninger minder meget om en menstruationsblødning, og du kan have brug for bind eller tampon. De kan ligeledes opstå, hvis du ikke har taget dine p-piller korrekt.

En del kvinder oplever pletblødninger eller gennembrudsblødninger (også kaldet blødningsforstyrrelser), når de tager p-piller. Det er ret almindeligt og oftest helt ufarligt. Blødningsforstyrrelser kommer oftest de første 3 måneder på p-piller og aftager, når man har taget p-piller i noget tid.

De kan også opstå, hvis du har glemt at tage én eller flere p-piller i løbet af en cyklus.

Læs også: Hvornår virker p-piller?

Hvad er pletblødninger?

Pletblødninger er små, ofte brunlige blødninger fra skeden. De er mindre end en menstruationsblødning. Du kan få pletblødninger på et hvilket som helst tidspunkt i din cyklus, hvor du normalt ikke ville bløde – altså på andre tidspunkter end, når du holder p-pillepause. Pletblødninger er ufarlige, men kan være meget generende.

Hvad er gennembrudsblødninger?

Gennembrudsblødninger ligner - i modsætning til pletblødninger - meget en menstruationsblødning. Det kaldes en gennembrudsblødning fordi, de bryder igennem din p-pillecyklus og kommer på andre tidspunkter end i p-pillepausen.

Gennembrudsblødninger er ufarlige, men kan være meget generende. Især fordi de kommer uventet, og du derfor ikke er forberedt på at skulle bløde.

Hvorfor får man pletblødninger og gennembrudsblødninger?

Pletblødninger og gennembrudsblødninger er en velkendt bivirkning til p-piller. Bivirkningen stopper i langt de fleste tilfælde i løbet af 3 måneder, hvis p-pillerne tages korrekt.

Blødningerne kan også opstå, hvis du har glemt at tage din p-pille. Hvis du opsøger læge pga. pletblødninger, er det derfor vigtigt, at du fortæller lægen, hvis du af og til glemmer at tage en p-pille.

Du kan downloade Practios p-pilleapp. Den kan hjælpe dig med at huske at tage dine p-piller hver dag og fortælle dig, hvad du skal gøre, hvis du har glemt at tage en eller flere p-piller.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har pletblødninger eller gennembrudsblødninger?

Hvis du tager p-piller 21 dage i træk efterfulgt af en 7 dages pause, er det vigtigt, at du ikke holder pauser på andre tidspunkter end efter de 21 dage. Du skal derfor ikke holde pause med p-pillerne, hvis du oplever plet- eller gennembrudsblødninger i løbet af din cyklus. Hvis du holder pause på andre tidspunkter i din cyklus, vil du nemlig ikke være beskyttet mod graviditet.

Hvis du tager p-piller uden at holde pause er gennembrudsblødningen derimod et tegn på, at du skal holde pause med dine p-piller i nogle dage. Det gælder dog ikke ved pletblødninger, og det er derfor vigtigt at kunne skelne mellem gennembrudsblødninger og pletblødninger.

Læs også: Hvor længe må man tage p-piller uden at holde pause?

Hvornår skal jeg søge læge?

Hvis du har taget dine p-piller helt korrekt, og du stadig efter 3 måneder på p-piller er generet af pletblødninger og/eller gennembrudsblødninger, kan det i nogle tilfælde hjælpe at skifte til en anden slags p-pille. Tal med din læge om de forskellige muligheder.

Hvis du er generet af pletblødninger – særligt efter du har haft samleje – er det også en god idé at tage kontakt til din læge. Blødningerne kan i meget sjældne tilfælde være tegn på celleforandringer i din livmoderhals.

Mest læste

P Piller
Hvornår må man tage p-piller efter graviditet?
P Piller
Pletblødninger og gennembrudsblødninger på p-piller
Minipiller
Minipiller og blodpropper
Minipiller
Hvad er forskellen på minipiller og p-piller?
P Piller
Hvor sikre er p-piller?

Få p-piller på abonnement

Se hvordan du kan få digital receptfornyelse gennem Practio og dine p-piller eller minipiller leveret hjem til dig

Læs mere