P Piller

Hvordan tager man p-piller?

Sådan tager man p-piller P-piller skal tages nogenlunde samme tid hver dag for at have den bedste virkning. De fleste kvinder tager p-piller 21 dage i træk efterfulgt af en pause på 7 dage, men der er også andre måder at tage p-piller på. Det er vigtigt, at du husker p-pillen hver dag. Du kan med fordel tage p-pillen i forbindelse med en af dine daglige rutiner, fx når du børster tænder.

Når du begynder på p-piller

Første gang du begynder på p-piller, kan du starte på hvilket som helst tidspunkt i din cyklus. Det anbefales dog, at du starter med p-pillerne mellem 1. og 5. dag, du bløder i din menstruationscyklus. På den måde er du beskyttet mod graviditet fra første dag på p-piller.

P-piller i 21 dage og 7 dages pause

Du kan tage p-piller på flere forskellige måder. Det afhænger af, hvordan du foretrækker at tage dem og hvilken type p-piller, du tager. Hvis du ønsker at tage dem på en anden måde, kan du tale med din læge om det.

De fleste kvinder tager p-piller hver dag 21 dage i træk og holder derefter 7 dages pause (21/7). I løbet af de 7 dages pause får du en menstruationslignende blødning. Den varer oftest 3-4 dage.

En p-pille pakke består oftest af 3 ark med 21 piller i hver. Ud fra hver pille står som regel en ugedag. På den måde kan du følge med i, om du har husket at tage din p-pille.

Der findes også p-piller med 28 piller i hvert ark. Her er 2, 4 eller 7 piller uden hormoner. Så selvom du ikke holder pause med p-pillerne, har du stadig en periode på 2-7 dage hver måned, hvor du ikke får hormoner. På den måde får du stadig den månedlige, menstruationslignede blødning, uden at du skal huske på at komme i gang med p-pillerne igen.

Har du svært ved at huske hvornår og hvor længe, du skal holde pause med p-pillerne, kan denne type p-piller være noget for dig.

Andre typer p-piller tager man hver dag i 24 dage, hvorefter man holder pause i 4 dage. Princippet er det samme som med 21/7. Arket med p-piller indeholder dog bare 24 piller, i stedet for 21.

Tag dine p-piller samme tid hver dag

P-piller virker bedst, når de tages nogenlunde samme tid hver dag. Derfor er det en god idé at gøre p-pillen til en del af dine daglige rutiner. Tag den f.eks., når du spiser morgenmad, eller når du børste tænder.

Det har ingen betydning for p-pillernes virkning hvornår på døgnet, du tager dem. Det vigtigste er, at tidspunktet er nogenlunde det samme hver dag. Ved at tage p-pillen på et fast tidspunkt på dagen, bliver det også lettere for dig at huske at tage den hver dag.

Læs mere om, hvornår du skal tage p-piller

Kan jeg tage p-piller på andre måder end 21/7?

Nogle kvinder vælger at tage p-piller i f.eks. 3 måneder i træk og først holde en pause derefter.

Læs mere om, hvor længe man må tage p-piller uden at holde pause

Du kan også vælge at tage p-piller uden at holde pauser. Så tager du p-piller hver dag, indtil der opstår en såkaldt gennembrudsblødning. Når den opstår, holder du 3-4 dages pause med p-pillerne.

Læs mere om gennembrudsblødninger og pletblødninger

Bivirkninger og graviditet

Der kan være forskel på bivirkningerne til p-pillerne afhængigt af hvordan og hvornår, du tager dem. Tager du p-piller uden at holde pause kan du f.eks. opleve flere pletblødninger i de første par måneder.

Hvis du får kvalme af p-pillerne, kan du med fordel tage p-pillerne inden, du går i seng om aftenen eller sammen med et måltid.

Måden du tager p-piller på, har ingen betydning for din mulighed for at blive gravid efter p-piller.

Læs mere om, hvornår man kan blive gravid efter p-pillestop

Mest læste

Blærebetændelse
Hvorfor får man blærebetændelse af samleje?
Minipiller
Minipiller og uren hud
Minipiller
Hvis du har glemt 3 eller flere traditionelle minipiller
Blærebetændelse
Behandling af blærebetændelse
Minipiller
Hvis du har glemt 3 eller flere moderne minipiller

Få p-piller på abonnement

Se hvordan du kan få digital receptfornyelse gennem Practio og dine p-piller eller minipiller leveret hjem til dig

Læs mere